Kroens historie fra 2007 og til nu
På vej ned mod havet, midt mellem Henne Stationsby og Henne Strand, ligger Henne Kirkeby, og lige ved siden af kirken ligger kroen. Siden 1790 har den bespist og beværtet mennesker i alle aldre.
I tre generationer blev Henne Kirkeby Kro drevet af familien Beck Thomsen og var berømt vidt og bredt for sit fine franske cuisine, men i 2007 lod Flemming Skouboe sig overtale til at købe kroen. Han havde haft sommerhus tæt på Henne og havde spist megen god mad på kroen, så stedet havde en særlig plads i hans hjerte. Sammen med sønnerne Simon og Martin blev der lagt store planer for kroen.
De vidste udmærket, at der ventede et omfattende renoveringsarbejde, før kroen kom op på det niveau, de syntes, den fortjente. Facaden skulle der ikke pilles ved, men bag den oprindelige ydermur gemmer sig næsten et helt nyt hus. Kroen fik nyt stråtag, der blev installeret et nyt krokøkken, og der blev etableret to store nye værelser med ypperligt design og smukke badeværelser med masser af plads. Kroen er møbleret med gedigne, danske møbelklassikere, og overalt hænger moderne kunst.
I 2010 åbnede Staldgården. Igen blev så meget som muligt af det ydre bevaret, mens det indre fik en kærlig overhaling. Drømmen var dog 12 værelser, så der manglede stadig syv. Overfor kroen stod i mange år en bygning, som man uden at fornærme nogen godt kan betegne som utrolig grim. Skouboe-familien købte grunden og rev huset ned til fordel for en helt ny bygning.
Jægerhuset og stod færdig i juni 2013, og rummer seks værelser og en suite, der har fået navn efter fuglemaleren Johannes Larsen, der havde tæt tilknytning til den nærliggende Fiilsø. Jægerhuset er bygget i de særlige Kolumba-sten, og taget er belagt med messinglegeringen, Tombak, som med tiden irrer til en farve, der får det til at ligne stråtag. Således fremstår huset moderne og anderledes, men uden at nogen kører i grøften af forargelse, når de passerer kroen.
Kroen, som den var tænkt, er færdig nu og skal have lov at leve sit eget liv på egne præmisser, mens niveauet bliver højere år for år – noget 2016s michelinstjerne bevidner. Så vi fortsætter ufortrødent med at sende folk hjemad med god mad i maven og en trang til at vende tilbage inden alt for længe.